Artikler

3 fejl, der forhindrer dagslyset i at komme ind i din bolig

Vi har brug for dagslys i vores boliger. Det har nemlig en positiv effekt på os. Det er bl.a. en kilde til bedre humør og mere energi. Det naturlige lys fra solen påvirker nemlig dannelsen af det lykkegivende stof serotonin i vores hjerner, og det spiller også en vigtig rolle i forhold til vores appetit, hukommelse og søvn. Vi bør altså have så meget dagslys som muligt i vores boliger, og det bliver kun endnu mere vigtigt, når vi tilbringer størstedelen af vores tid indendørs.

Vi har derfor samlet 3 fejl, som de fleste begår, der simpelthen forhindrer dagslyset i at finde vejen indenfor.

Du har indrettet med alt for mørke farver

Det kan godt være hyggeligt at indrette med skønne teakmøbler og male væggene i mørke farver, men det forhindrer simpelthen dagslyset i at finde vejen ind i din bolig. Mørke farver absorberer nemlig lyset og får rummet til at virke mindre, imens lyse farver i stedet for reflekterer lyset og trækker lysstrålerne længere ind i rummet. Det kan derfor være en god idé, hvis du lyser rummet lidt op. Det kan f.eks. gøres ved at male væggene i lyse farver, vælge lysere møbler og indrette med lyse elementer. Det betyder ikke, at du skal smide dine teakmøbler ud, men blot indrette dem således, at de lyse elementer kommer mere frem i indretningen.

Du har træer eller hække, der skygger for solen

I mange tilfælde kan det også være udendørsarealerne, der er problemet. Der kan være mange forhindringer udenfor, der kan gøre, at du ikke får så meget dagslys ind i boligen. Det kan være alt fra træer og hække, der skygger for solen til et skur, der står i vejen. Hvis det er tilfældet, anbefaler vi, at du klipper hækken længere ned og fælder træerne, så solen får fri passage til din bolig. Få hjælp til træfældning her. Derudover kan det også være en god idé at vælge lyse farver til de elementer, du har i haven eller på terrassen, f.eks. en lys træterrasse og lyse havemøbler.

Du har en proppet vindueskarm

Lyset kommer som bekendt ind ad vinduerne – men det sker altså ikke, hvis vindueskarmen er proppet med vaser, blomster, pynt og andet. Alle disse nipsting stjæler dagslyset, også selvom de ikke dækker hele vinduet. Det er derfor en god idé at holde vindueskarmen fri. I stedet anbefaler vi, at du placerer dine planter på gulvet eller hænger dem op i stedet for at stille dem alle i vindueskarmen. Hvis du synes vindueskarmen bliver for bar, kan du indrette den med f.eks. glasvaser eller lignende. De reflekterer nemlig lyset i stedet for at absorbere det.